Hestens evolution

Hestens evolution foregik over en periode på 50 millioner år, hvor den lille skovboende Eohippus på størrelse med en hund udviklede sig til den moderne hest.^[1] Palæontologer har været i stand til at stykke et mere komplet billede sammen af den evolutionære udvikling for den moderne hest end for noget andet dyr.

Hesten hører til ordnen uparrettåede hovdyr, hvis medlemmer alle har hove, et ulige antal tæer, en meget bevægelig overlæbe samt tænder, der minder om hinanden. Det vil sige, at heste deler fælles stamform med tapirer og næsehorn. Uparrettåede hovdyr opstod i slutningen af Paleocæn, mindre end 10 millioner år efter den masseuddøen, der kaldes Kridt-Palæogen og som bl.a. udslettede dinosaurerne. Disse hovdyr synes oprindeligt at have været tilpasset livet i de tropiske skove. Mens tapirer og til en vis grad også næsehorn bevarede denne specialisering, er den moderne hest nu tilpasset et liv på tør grund i det meget barskere klima, der hesker på stepperne. Andre arter af hesteslægten er i forskellig grad tilpasset levevilkår, der ligger imellem disse to yderpunkter.

De tidlige forfædre til den moderne hest gik på flere tæer, der var spredt ud fra hinanden, hvilket var en tilpasning til de fugtige urskove med blødt underlag. Efterhånden som hestenes føde ændrede sig fra løv til græs, førte dette til større og mere holdbare tænder. Da stepperne begyndte at brede sig, blev det nødvendigt for hestens forfædre at være i stand til at kunne løbe fra rovdyr. Dette blev opnået gennem forlængelse af lemmerne og "løftning" af nogle af tæerne på en sådan måde, at kropsvægten efterhånden blev placeret på den længste tå, den tredje.

1. ^ Legendre, Serge (1989). Les communautés de mammifères du Paléogène (Eocène supérieur et Oligocène) d'Europe occidentale : structures, milieux et évolution. München: F. Pfeil. s. 110. ISBN 978-3-923871-35-3.